18 Sep 2013

Øv – alting bliver billigere!

Submitted by admin

Alting bliver dyrere.

Priserne stiger, og vi må allesammen have mere i løn. Stigende priser ligner nærmest en naturlov på linie med tyngdekraften og skatterne.

Men er det nu også sådan?

Deflation som historisk erindring er først og fremmest knyttet til nogle rædsels-scenarier fra tiden mellem de to verdenskrige. Senest Danmark oplevede alle husmødres drømme-scenarium med faldende priser var under Korea-krigen i 1953.

Det var dengang man kunne købe en ny cykel for, hvad en rødspætte koster i dag.

Når deflation bliver ved med at dukke op som et nervepirrende fata morgana i horisonten hos fremadskuende økonomer, skyldes det Japan.

Engang var Japan det dyreste sted på planeten. Det centrale Tokyo var mere værd end hele Californien og et dejligt rødt æble kunne sagtens løbe op i hundredevis af kroner dengang før 1990-1991, da bobleøkonomien stadig boblede.

Japan er stadig en af verdens tre største økonomier og et rigt land. Men generelt har økonomien humpet af sted lige siden. Årene har budt på skiftende vækst og tilbagegang. Altid med små tal. En rente tæt på nul, lav arbejdsløshed, underskud i statskassen og masser af penge i valutakassen har været andre signalementer af japansk økonomi i de sidste 20 år.

Men under de overordnede økonomiske nøgletal har Japan reelt befundet sig i en tilstand af deflation. Priserne på dagligvarer har enten været stagnerende eller faldende. Det samme har huspriser og aktiemarkeder. Det har hverken økonomiske stimulanser eller finansielle steroider kunne ændre på

Om det er godt eller skidt afhænger af på hvilken side af kasse- og produktionsapparatet man befinder sig – og hvordan man ideologisk forholder sig til principperne for nationaløkonomi.

Nu er der imidlertid sket et skred, som har kastet fornyet spotlight på problemstillingen – og skabt en fornyet debat hos internationalt orienterede økonomer og finansfolk om hvorvidt patienten overhovedet er syg og i givet fald hvilken medicin, der er skal ordineres.

Nye tal viser nemlig at deflationen i Japan lå på 1,2 pct. i december. Det er det største prisfald i mindst 40 år – siden det nuværende prisindeks blev skabt i 1970. Men ikke kun det. Ved offentliggørelsen af tallene meddelte nationalbanken Bank of Japan (BOJ), at den forventer fortsat deflation i de kommende tre år.

Politikerne er naturligt bekymrede. Bankens chef kaldte det en alvorlig udfordring men mener i øvrigt, at der hverken kan eller skal gøres noget drastisk i den anledning. Et kendt våben til deflations-bekæmpelse er at sænke renten og derigennem presse forbruget (og priserne) op. Den mulighed eksisterer ikke i japan. BOJ fastholdt ved samme lejlighed en rente på 0,1 pct.

Problemet i Japan er, at deflation ligesom inflation virker som en ond spiral. Når man ved, at priserne falder udskyder man sine indkøb og sætter da slet ikke pengene i banken. Det presser forbruget – og fører til endnu lavere priser. Det danske ejendomsmarked et et typisk eksempel på den mekanisme. Hvis priserne falder i morgen, hvorfor så købe i dag?

Med stigende vækst, faldende arbejdsløshed og nogle af verdens største valutareserver er deflation så overhovedet et problem? Kan de faldende priser sætte økonomien i gang – eller skubber de Japan tættere på afgrundens rand?
Udviklingen følges nøje i Europa, fordi det er så svært at få gang i hjulene i Euroland og fordi renten efterhånden er så lav, så dette instrument ikke kan bruges, hvis der skulle udbryde et akut anfald af deflation. Økonomer fra hele verden og politikere fra deflationstruede økonomier studerer Japan som et laboratorium for de positive og negative sider af et systematisk prisfald.

På toppen af krisen frygtede USA at blive kastet ud i deflation. Den frygt blev afblæst i sidste måned. Derimod lever Euro-området stadig i efterdønningen af finanskrise og husbobler med faldende forbrug og stigende arbejdsløshed. En
cocktail der kan udløse deflation.

Spørgsmålet er stadig om det er godt eller skidt?

Article type: