18 Sep 2013

Asiens batteri

Submitted by admin

Kina kaldes verdens fabrik. Indien verdens kontor. Filippinerne verdens call-center.

Nu forfølger Laos en fremtid som Asiens batteri.

Laos er en af Sydøstasiens mindst profilerede nationer. Nederst i fødekæden i alle internationale statistikker. Med et kommunistisk styre, der kun yderst forsigtigt følger de markedsøkonomiske eksempler fra Kina og Vietnam. Med en fortid, der har efterladt store områder utilgængelige på grund af landminer og ueksploderede bomber fra Vietnam-krigen mere end 35 år efter dens afslutning.

Laos er desuden uden direkte adgang til havet og dermed afskåret fra at kopiere naboernes og genboernes formler for hurtigt økonomisk vækst: Industralisering i lyntempo byggende på eksport. Uden havnefaciliteter bliver import af råvarer og eksport af halvfabrika eller færdige produkter dyrt, kompliceret – og usikkert.

Men Laos har vand. Først og fremmest Mekong-floden, som på sin rejse fra Kina til udløbet i det Syd-kinesiske Hav smyger sig langs grænserne til Myanmar og Thailand inden den passerer hovedstaden Vientianne og fortsætter til Cambodia og Vietnam. Mekong næres af et enormt system af mindre floder og vandløb i et ujævnt og bjergrigt terræn. Højdeforskellene skaber strøm i floden – og strøm i el-kablerne.

Et nyt strategisk oplæg fra regeringen baserer nationens økonomiske fremtid og fremdrift på opførelsen af mindst 70 vandkraftværker omkring Mekong systemet. De skal producere elektricitet, som Laos kan eksportere til energi-tørstige naboer som Vietnam, Cambodia, Thailand, Kina og Myanmar.

Laos eksporterer allerede i dag halvdelen af sin el-produktion, og planen for udbygning af kapaciteten via nye dæmninger rækker frem til 2020. 2020 er samtidig målstregen for regeringens ambitioner om at rykke en tak op i den internationale hakkeorden fra den nuværende position i bunden af fjerde division.

Erfaringerne fra Laos følges nøje af andre lande med en tilsvarende problemstilling: Vanskeligt terræn og ingen direkte adgang til havet. Men også af nationer som slæber rundt med andre former for negativ ballast i den nationale bagage, og nu har fået en rollemodel i et fattigt og underudviklet land med evne til at tænke alternativt.

På vandsiden er Nepal og Bhutan asiatiske eksempler. Små nationer på Himalayas tag uden større industriel kapacitet. Hæmmet af uvejsomt vejr og terræn men med masser af potentielt elektricitets-skabende vand. Bhutan har allerede en vis kapacitet og en betydelig el-eksport til indien. Også Bhutan har fremlagt konkrete handlingsplaner frem mod 2020. Nepals nyeste vækst-strategi indeholder vandkraft som en afgørende vækst-motor.

Den laotiske model bygger på en kombination af stat og privat erhvervsliv. Staten medfinansierer de private projekter og er til gengæld garanteret en betydelig del af overskuddet. Bhutan og Nepal sender i denne tid bureaukrater, ingeniører og andre eksperter til Laos for at studere, hvordan en landbaseret nation med potentiale for eksport af vandkraft kan udnytte denne ressource maksimalt.

De handler både om plus og minus. Fordele og ulemper ved at producere el gennem byggeri af dæmninger er stærkt omdiskuteret. Mange indflydelsesrige NGO-organisationer er per definition imod dæmningsbyggeri. Problemer som konsekvenserne for fiskeri, miljø, trafikken på floderne og kompensation for de oversvømmede landområder, kræver ofte utradionelle løsninger. Det kræver også et tillidsfuldt og
aftalebaseret samarbejde med de nationer, der længere nede ad floden er afhængige af vandtilførslerne. I Laos’ tilfælde Cambodia og Vietnam.

Men for mange udviklingslande er det globale perspektiv mere end vand og el. Det ludfattige Laos viser med denne vækst-strategi andre fattige nationer, at det er muligt at udnytte nationale fordele og kompetencer ved at gå alternativt til værks. For dem står Laos som symbol på, at de ikke nødvendigvis behøver at gå til den rige verden for søge løsninger på fremtidens store udfordringer.

Article type: