18 Sep 2013

I Japan er det stadig bureaukratiet der tænker

Submitted by admin

Man siger, det er tanken der tæller.

Men tænketanke er ikke noget stort hit i Japan.

Mens mere end tusinde ofte uafhængige tænketanke præger det politiske landskab i USA og flere og flere lande – inklusive Danmark – får tænketanke tilknyttet de politiske organisationer, er tanken om politiske tænketanke under de store partier blevet skudt ned i Japan.

Det er meget japansk, at de to store partikonstellationer næsten samtidig fandt ud af, at de måtte have en tænketank til at behandle politiske spørgsmål og formulere politiske dagsordener – og næsten lige så simultant har besluttet at nedlægge dem igen.

Det gamle regeringsparti LDP (Liberal Demokratiske parti) besluttede at oprette en tænketank i slutningen af 2005. Det var daværende premierminister Shinzo Abe der var initiativtager og tanken blev officielt sendt på arbejde i begyndelsen af 2006. Men de hurtige skift på premierminister-posten – efter Abe fulgte Fukuda og siden Aso – eroderede tænketankens interne politiske platform. Siden blev tæppet trukket fuldstændig væk med valgnederlaget og magtskiftet sidste år.

Faktum er at ”Think Thank 2005 Japan” kun fik tildelt 5 opgaver i hele sine levetid. Den oprindelige ide var, at den skulle være en del af den politiske proces udenfor bureaukratiets base i Kasumigaseki i Tokyos centrum. Det var dengang optimister i partiet stadig troede, at det kunne lade sig gøre at fravriste embedsmænd og bureaukrater lidt af deres magt, og dengang man talte om struktur-reformer og smal regering og politik formuleret af parlamentarikerne.

Med de politiske omvæltninger internt og eksternt mistede de kræfter, der ønskede dette skifte, hurtigt deres indflydelse. Modstanderne af forsøget på at fjerne den politiske magtbase fra bureaukraterne har kunnet bruge partiets finansielle vanskeligheder som argument for at lukke tænketanken. Der er ingen grund til at smide penge ud til en organisation, der alligevel ikke bliver spurgt til råds eller har indflydelse, lyder argumentet. Man undlader høfligt at tale om, at tænketanken altså ikke formåede at formulere en politik, der kunne forhindre partiet i at lide et historisk stort valgnederlag og miste magten.

Det nye regeringsparti DPJ (Japans Demokratiske Parti) fik også sin tænketank i 2005. Den fik ambitiøst navnet Platon. Dens opgave var helt specifikt at lave politik og opstille politiske projekter udenom bureaukratiet. De ambitioner blev hurtig skudt i sænk, da den gamle kongemager Ichito Ozawa overtog magten i partiet.

Han havde ikke brug for tænketanke til at drive politik. Japans mest erfarne politiker med en fortid i fem partier og fremragende forbindelser til bureaukratiet kunne sagtens selv.

Mens tænketanken tænkte tanker om pensionsprogrammer og andre mere teoretiske fænomener, skaffede Ozawa partiet en tordnende valgsejr ved Overhusvalget i 2007 – og dermed var Platons skæbne reelt beseglet.
Siden magtovertagelsen i efteråret har DPJ arbejdet på at opbygge interne forretningsgange til at formulere politisk tænkning. I den forbindelse er det netop blevet besluttet at Platon ikke kommer til at spille nogen rolle og derfor nedlægges.

Regeringen forsøger nu at dirigere og styre de politiske processer gennem en ny struktur kaldet National Policy Unit. Men samtidig er det også en behagelig kendsgerning, at DPJ nu som regeringsparti kan overlade de svære valg og udfordringer til embedsmændene i Japans store og som regel velsmurte bureaukratiske maskine.

Når al lakken er fjernet fra slogans, offentligt prøveballoner og erklæringer om kamp mod bureaukratiets indflydelse, er faktum at Japans politiske tænketank stadig er bureaukratiet i Kasumigaseki. Sådan har det været siden 2. verdenskrig, og sådan bliver det ved med at være i enhver overskuelig fremtid.

Article type: