Jan Lund

Journalist siden 1969 på Vestkysten, Ritzaus Bureau, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten. Udlandskorrespondent for Jyllandsposten i 10 år i New York, London, New Delhi og Tokyo. Udenrigsredaktør og lederskribent på avisen fra 2004 til 2006. Siden efteråret 2006 bosat i Singapore, hvor han arbejder med medier, kommunikation og som freelance skribent, blandt andet med den faste ugentlige klumme Frontlines i Jyllands-Postens erhvervssektion og analyser på avisens udlandssider.

Har været i alle hjørner af Asien både i professionelt og personligt regie. Fra dækning af Kyoto aftalen til reportager fra Kashmir. Fra intensiv dækning af den asiatiske krise i 1997/98 til G8-topmøder, WTO møder og årsmøder i Den Asiatiske Udviklingsbank. Fra gennemtrawling af Japan, Kina, Indien og Nepal på Jyllands-Postens Explorer projekter til fodbold-VM og olympiske vinterlege i Japan. Har i de senere år specielt fokuseret på Kina, Japan og Sydøstasien.

Udgav i oktober 2007 sammen med Danmarks tidligere ambassadør i Singapore, Jørgen ørstrøm Møller bogen "Asien Buldrer" på Aschehougs forlag. Bogen er et ambitiøst forsøg på at beskrive de asiatiske trends og tendenser - og baggrunden for dem - som vil komme til at præge Asien og sætte dagsordenen for den globale udvikling.

Han arbejder i øjeblikket på flere nye bog- og magasinprojekter.

Jan Lund var en af kræfterne bag udviklingen af Jyllands-Postens magasiner og har siden selv skabt forskellige magasiner. Han udgiver i dag Dan Biz, et kvartalsmagasin for DABS (Danish Business Association of Singapore), hvor han p. t. Sidder i bestyrelsen som Vicepresident. Han holder jævnligt oplæg og foredrag om Asien og er tilknyttet flere tænketanke i Singapore. Var moderator på vegne af ASEF under den internationale ASEAN-EU konference i Amsterdam i juni 2008 og en kvindekonference i Singapore i april 2009. Deltog i Editors Forum i Beijing i forbindelse med ASEM-konferencen i november 2008 i.

Længere bagude ligger en lang karriere som sportsjournalist (årets sportsjournalist i Danmark i 1983) med aktiv dækning af 4 olympiske lege, 8 verdensmesterskaber og europamesterskaber i fodbold og alle store internationale turneringer indenfor tennis, golf, badminton, bordtennis, ishockey og speedway. Første store udlandsrejse fandt sted i 1973-74: I bil fra Ribe til New Delhi - og tilbage igen. Et ti måneders trip, der førte ham gennem Tyrkiet, Syrien, Irak, Iran, Pakistan, Indien, Nepal og Afghanistan. Siden har han tilbragt længere tid under rejser og ophold i udlandet. Har været i samtlige lande i Europa, de fleste i Asien og Sydamerika, en del i Mellemøsten og Afrika.