18 Sep 2013

Kina bløder op i forhold til Tibet

Submitted by admin

Det blev bemærket, at de kinesiskie reaktioner var forholdsvis afdæmpede, kortvarige og uden konsekvenser, da præsident Obama mødtes med Dalai Lama i februar. I stærk kontrast til det midlertidige politiske brud med EU efter den franske præsident og daværende EU-formand Sarkozys møde med den tibetanske eksilleder i Polen 2008.

Det var tilsyneladende ikke en tilfældig krusning på overfladen men tegn på en politisk kursændring.

Skiftet blev præsenteret i slutningen af januar, da Kina for første gang siden 2001 afviklede en Tibet konference. Konferencen var ikke annonceret på forhånd, men alle toppolitikerne var til stede.

Det er kun den femte konference siden 1980, og i disse 30 år har fronten mod Dalai Lama og politikken overfor den tibetanske befolkning i Kina være uforsonlig og krigerisk. Men signalerne fra denne femte Tibet-konference tyder på, at de voldelig demonstrationer ikke kun i Lhasa men også mange landdistrikter i marts 2008 har fået regeringen til erkende, at den har et problem - og at gøre noget ved det.

Udvikling og stabilitet er stadigvæk nøglebegreber. Men specielt konceptet om stabilitet led et knæk, da etniske kinesere blev overfaldet og deres forretninger brændt ned til grunden under flere dages voldsomme uroligheder. Dette etniske modsætningsforhold er en tikkende bombe under ambitionerne om en stabil udvikling. Det er først og fremmest det forhold, der nu har åbnet vejen for et kursskifte, der flytter fokus fra de hårde til de bløde værdier. I stedet for industrialisering, infrastruktur og rigdom tales der nu om den ”sociale konstruktion”, kulturel identitet og bøndernes behov. Den tibetanske befolknings bekymring for, at den hårdhændede industrialisering, indvandringen og den økonomiske vækststragi også har voldsomme konsekvenser for den skrøbelige økologiske balance blev også reflekteret på konferencen i henhold til de informationer, der tilflød den kinesiske offentlighed flere dage efter konferencens afvikling.

Begrebet ”social konstruktion” dækker blandt andet uddannelse og sundhed. Desuden lagde premier minister Wen Jiabao i følge de kinesiske medier blandt andet vægt på "arbejdet med at beskytte og fremtidssikre Tibets materielle og usynlige arv." Det tibetanske modsætningsforhold til Han kineserne bunder blandt andet i oplevelsen af, at deres kultur og egenart er under angreb og ved at gå til grunde på grund af den kinesiske politik.

Ændringen i fokus fra industrialisering og rigdom til de bløde værdier og folkelige behov ses som regeringens forsøg på at tackle problemerne med et modsætningsforhold, der som en tikkende bombe kan eksplodere når som helst igen.

Heller ikke den kinesiske ledelse kunne være i tvivl om at det var dybe folkelige frustrationer, der udløste demonstrationerne for to år siden. Desperationen var ikke til at tage fejl af - og nu har partiet altså reageret.

Fokus-skiftet er tilsyneladende så gennemgribende, at det også omfatter en anden indfaldsvinkel til begrebet Tibet og til Dalai Lama. Det vi normalt forstår ved Tibet er det autonome området også kendt som TAR med hovedstaden Lhasa som centralt omdrejningspunkt. Men i folkelig forstand er Tibet et betydeligt større område bestående af flere regioner og områder der grænser op til Tibet, kendt som ”Greater Tibet”. Kina afviser stadigvæk at forholde sig politisk til begrebet ”Greater Tibet”, men forholdene i disse områder var en integreret del af konferencen. De stod slet ikke på programmet i 2001. På konferencen erkendte præsident Hu Jintao, at Tibet indeholder et specielt modsætningsforhold mellem forskellige etniske grupper, hvad der også er nye toner.

Hvor dybt ændringerne går i forhold til Dalai Lama er usikkert. Han betegnes stadig som en seperatist og et møde mellem hans udsendinge og regeringen ligeledes i januar endte resultatløst. Men retorikken i forhold til for to år siden, da han blev kaldt et "uhyre med et menneskes ansigt", er tonet ned. Bare det at et møde har fundet sted er en af de få grønne spirer i en ellers lang og uforsonligt historie, hvor parterne ikke engang har kunnet tale sammen i lange, lange perioder.

Beijings nye strategi synes at være at at reducere spændingerne i regionenen gennem en kombination af økonomisk og social udvikling under betydelig hensyntagen til den tibetanske folkesjæl. Samtidig er man klar til - i hvert fald udadtil - at forhandle med eksilregeringen om vilkårene for Dalai Lamas tilbagevenden. Han er 74 år, og det er stadig de fleste udenlandske iagttageres opfattelse, at kineserne vil nå længere ved at tale med ham end ved at skulle forholde sig til et endnu mere splittet og helt uforudsigeligt tibetansk eksilsamfund efter hans død.

Article type: