18 Sep 2013

Kina og Japan forsøger at strømline den fælles historie

Submitted by admin

Det kommer næppe som den helt store overraskelse, at Japan og Kina ikke er specielt enige om, hvordan historien om de to østasiatiske stormagters indbyrdes relationer skal fortælles. Og da slet ikke den om 2. verdenskrig.

Når der jævnligt opstår diplomatisk nedkøling og skarp retorik fra kinesisk side på grund af japanske politikeres besøg i Yasukuni Templet i Tokyo, skyldes det grundlæggende forskellige opfattelser af, hvordan man skal betragte henrettede japanske krigsforbrydere.

Men i et ambitiøst forsøg på alligevel at opbygge en fælles historie-opfattelse og afbalancere hinandens synspunkter har to store stort hold japanske og kinesiske historikere gennem tre år forsøgt at grave sig frem til nogle fælles
forståelsesrammer.

Alene det er et stort skridt. Men meget større blev det heller ikke. I slutningen af januar udkom deres fælles projekt og det gennemgående tema var reelt, at man er enige om at være uenige.

Det digre værk på 550 sider blev offentliggjort med et års forsinkelse på grund af uenighed om hvad der skulle offentliggøres – og hvordan. Selve publiceringen blev en lige så hård tur gennem det oprørte hav som selve arbejdet med at fremstille rapporten.

Metoden var at lade begge nationers forskere kigge på de samme begivenheder og komme med hver sin fortolkning – og forsøge at integrere synspunkter og informationer.
Et af problemerne var at man var enige om at tage hele historien – og ikke kun 2. verdenskrig (eller mere præcist den kinesisk-japanske krig fra 1937 til 1945). I den proces ligger der mange tabuer. Fra begivenhederne ved Marco Polo
Broen, der førte til Japans invasion i 1937 over Nanjing Masskren på flere hundredetusinde civile samme år – til The Tokyo Trials i 1946 og affæren omkring Den Himmelske Freds Plads i 1989.

Japan vedkender sig hovedansvaret (men ikke hele ansvaret) som den aggressive part ved det officielle krigsudbrud i 1937. Men japanerne hævder, at skud-episoden på broen var et uheld, et vådeskud, mens kineserne fastholder, at det var en bevidst japansk provokation for at skabe en undskyldning for at gå i krig.

Nanjing Massakren er stadig et stort emne. Det er kun et halvt år siden en film (City of Life and Death) om den gik succesrigt gennem de kinesiske biografer – selv om filmen yderst kontroversielt fremstiller en enkelt japansk soldat i et menneskeligt lys og ikke som et frådende blodtørstigt vilddyr. Der er stadig stor forskel på opfattelsen af antallet af ofre. Kina siger 300.000. Japan siger maksimalt 200.000.

Tilsvarende er der stadig vild uenighed om de kinesiske tabstal gennem 8 års krig. Japan opererer med 1,9 millioner døden kinesiske soldater fra 1937 - 1945. Kinas egne tal er på 3,2 millioner – plus 9,1 million civile ofre for krigshandlinger og 8,4 millioner civile ofre uden direkte tilknytning til militære operationer. (rystende tal når man sammenligner med 8 års krig i Afghanistan).

Der er blevet gjort flere forsøg på at forhindre rapporten i at blive publiceret overhovedet. Men især Japan har presset på, fordi Tokyo har betragtet værket som et symbol på en tilnærmelse mellem de gamle rivaler og arvefjender. Japan måtte blandt andet acceptere at konklussionerne om den moderne historie blev holdt hemmelige i den fælles publicering. De er dog senere blevet gjort tilgængelige og har været cirkuleret i den japanske presse.

Især to tabu-belagte emner opfattes diamentralt modsat.

De japanske historikere hævder, at Tokyo Tribunatet, der behandlede sagerne mod krigsforbrydere og sendte en række af krigens japanske profiler i galgen, ikke hvilede på et juridisk korrekt grundlag og på en manglende forståelse for faktuelle sammenhænge. Kinserne konkluderer, at retsopgøret var en nødvendig foranstaltning til at forhindre fremtidig japansk aggression og forsvarer tilsvarende dødsdommene over mere 100 japanere under tilsvarende retssager i Kina.

I forhold til ”massakren” på den Himmelske Freds Plads i 1989 beretter de japanske historikere om det kinesiske militærs anslag mod demonstranterne på og omkring pladsen. I den kinesiske version omtales denne – også set med vestlige øjne – betydningsfulde og voldsomme episode overhovedet ikke. Den er ikke-eksisterende.

Et interessant perspektiv er baggrunden for den første kinesisk – japanske krig i 1894-95 og Japans senere overfald på Korea og Manchuriet. De japanske historikere forklarer at den daværende regering kun så to muligheder for det nye fremstormende Japan: Enten at blive kolonialiseret eller selv at blive en imperialistisk kolonimagt.

I det omfattende materiale beretter historiekyndige, at der er sket tilnærmelser på flere områder, og at muligheden for at se sagerne fra to sider har ført til afbøjning af ellers fastlåste holdninger og positioner på nogle punkter.
På den baggrund har begge landes regeringer erklæret at de er parat til at fortsætte udforskningen af den fælles historiske bagage. Rammerne er dog endnu ikke fastlagt. Under alle omstændigheder er det digre værk en stærk påmindelse om hvor forskellige historie-opfattelserne kan være mellem folkeslag indenfor begrænsede områder.

Article type: