18 Sep 2013

Myanmar: Uro i juntaens baghave

Submitted by admin

Myanmar bevæger sig frem mod et valg senere på året.

I de seneste uger har militærjuntaen drypvis offentligjort konditionerne for afstemningen. De gode nyheder var, at Ang San Suu Kyi’s parti Den Nationale Liga for Demokrati får lov at stille op, og at militæret har tilladt genåbningen af mere end 100 af partiets kontorer over hele landet.

De dårlige var, at Ang Suu San Kyi ikke kommer til at figurere på stemmesedlerne. En af reglerne siger nemlig at straffede personer hverken er valgbare eller kan stemme. Dommen for at have huset en amerikaner, som besøgte hende under hendes husarrest efter en hemmelig svømmetur over en sø, bliver dermed den officielle begrundelse for at afvise hendes kandidatur.

Hun og partiet har endnu ikke afgjort om det deltager i valget, der rutinemæssigt er blevet betegnet som fup men som dele af oppositionen også ser som chancen for at skabe en politisk platform for en dialog med militærregimet.
Det nye parlament opbygges efter en model med to kamre. Repræsentanternes Hus får 440 delegerede (330 valgte og 110 fra militæret). Nationaliteternes Hus får 224 sæder (168 valgte og 56 udpeget af hærchefen).

Ingen forventer at et valg vil ændre på regimets greb om magten. Derimod kan foruroligende meldinger om en skærpelse af konflikten mellem militærstyret og Myanmars stærke etniske grupper i nord og nordøst blive et alvorligt problem.
Der lever op mod 25 etniske grupper i Myanmar, og de fleste opererer større eller mindre militære enheder. Militærets magt blev cementeret i begyndelsen af 1990erne, da det lykkedes hæren, domineret af etniske burmesere, at indgå freds- og våbentilstandsaftaler med først de største og siden også de andre militante smågrupper. Karenerne, der ikke ville være med, blev knust med militær magt og dermed forsvandt al væbnet modstand.

Tidligere opererede de stærkeste hære i delstaterne Shan og Kachin, der begge grænser op til Yunnan provinsen i Kina. Shan Staterne dækker den gyldne trekant, der også omfatter Laos og Thailand. Desuden kontrollerede en række delvis etniske, delvis politiske og delvist interesse-orienterede grupper egne territorier i de uvejsomme egne.

Alle var i et vist omfang tilknyttet produktion, handel eller smugleri af narkotika. Som for eksempel den del af Kinas gamle nationalisthær som ikke nåede med til Taiwan men overlevede i de burmesiske jungler. Krigerne fra Kuomintang levede i årtier som lejesoldater og af at opkræve beskyttelsespenge indtil de i 1990erne blev assimileret ind i samfundene i Thailand og Myanmar.

Våbenhvilen indebar, at grupperne fik lov til at opretholde en vis bevæbning og deres etniske baglande forskellige grader af autonomi. Men nu har pres fra juntaen rokket ved balancen. Det begyndte allerede sidste sommer da hæren satte hårdt imod hårdt overfor de etniske Kokang kinesere. Titusinder flygtede ind over grænsen til Kina og skabte problemer internt i Kina og i forholdet mellem Kina og Myanmar.

Siden har der været andre episoder og fra regionen kommer beretninger om, at næsten alle nu forbereder sig på en militær konflikt. Baggrunden er regeringens forsøg på at opnå fuld fysisk kontrol over hele nationen. Styret kræver, at de lokale hære forvandles til grænsekorps under kommando af den burmesiske hær.

Det har udløst aktive modforholdsregler. De lokale hære og militser må i henhold til våbentilstanden ikke resupplere sig med våben og ikke holde øvelser. Alligevel er der i
de seneste måneder dukket fotos op af Shan, Kachin og Mon hære under øvelser samtidig med beretninger om, at de gennem længere tid har modtaget våben og ammunition.

En anden af de etniske grupper er The United Wa State Army. Den var tidligere en betydelig faktor i opiumshandlen og dens accept af våbentilstanden blev et gennembrud for militærets forhandlinger med de andre rebelske grupper. Wa
Hæren og dens politiske platform afviser at gå ind på kravet om at underlægge sig militærregimets kommando-struktur. Den seneste af mange deadlines var den 15. marts, men alle forhandlinger er endt resultatløst.

Selv om Myanmars hær er mægtig med 400.000 mand under våben og tidligere uden skrupler har gennemført anslag mod andre etniske grupper, er en væbnet konflikt med grupperne i nordøst ingen walk over. Wa Hæren, der altid har været den mest disciplinerede og veltrænede, består af 15.000 – 20.000 mand. Kachin Independence Army råder over 5.000 – 6.000, mens Shan Staternes væbnede styrker er opdelt i to hære (en nord og en syd) med et par tusinde mand under våben i hver. Mon National Liberation Army råder blot over cirka 700, men de trænes nu målrettet til at kunne føre national guerilla-krig.

Situationen er kompleks. Selv om de grupperne er i opposition til general Than Shwe og militærstyrets forsøg på at tiltage sig den fulde kontrol, er de ikke nødvendigvis allierede. Fra uafhængigheden i 1947 og frem til våbenhvilerne i 1990erne var det en broget flok, der konstant skiftede loyalitet og alliancer. Omvendt kan de sagtens finde sammen, hvis de har en fælles interesse i at forhindre dominansen fra centralregeringen.

Det politiske spil fylder meget i medierne, men uroen i Myanmars svært bevæbnede etniske kludetæppe er langt farligere for regeringen end folkets dom ved stemmeurnerne.

Article type: