18 Sep 2013

Okinawa forværrer forholdet mellem Japan og USA

Submitted by admin

Et borgmestervalg har skabt nye problemer i det stadig mere uklare strategiske partnerskab mellem USA og Japan.

Få dage efter at Hilary Clinton under en pressekonference på Hawaii havde hyldet 50 året for sikkerhedsaftalen mellem de to Stillehavsnationer, sendte vælgerne i Nago på Okinawa et nyt klart signal om, at alt ikke er som det skal være.

Nago er udpeget som nyt hjemsted for den amerikanske flybase Futenma, der i øjeblikket ligger ved byen Ginowan på den sydlige del af øen. Byen vil af med basen der ligger i et tæt befolket område. Beslutningen om at flytte den blev taget efter årelangt pres fra det kommunistisk ledede byråd i Ginowan og indbygget i en overordnet aftale mellem Japan og USA fra 2006.

Men nu har Nago demonstreret en tilsvarende modvilje mod at huse de amerikanske styrker. Den siddende borgmester Yoshikazu Shimabukuro, som accepterede flytningen, blev slået klart i kampen om borgmesterposten af den 64-årige Susumu Inamine, som førte valgkamp på at forhindre basen i at komme til byen.

I forvejen har problemerne omkring de amerikanske baser vokset sig større og større. Premierminister Yukio Hatoyama førte sit parti DPJ til sejr ved valget i september sidste år blandt andet på et løfte om at fjerne Futenma fra Okinawa - gerne helt væk fra Japan. Han lovede samtidig at tage spørgsmålet om baserne og den amerikansek tilstedeværelse op til revision.

Det løfte har han holdt. Han har sat alle beslutninger på stand-by, mens hans regering forsøger at vinde tid og amerikansk forståelse for, at der nødvendigvis må foretages korrektioner af de indbyrdes relationer. Det er ikke faldet i god jord i Washington, hvor man stort set har valgt at ignorere signalerne fra Tokyo.

Det skyldes blandt andet at problemstillingen kom helt uforudset for præsident Barrack Obamas team. Da han indledte sin valgkamp og siden blev indsat som præsident for et år siden, lignede forholdet til Japan USAs mest solide søjle i Asien. Dengang sad det gamle regeringsparti LDP stadig ved magten som det havde gjort siden 1955 og Japan var ikke inde på radaren som et politisk minefelt. USAs væsentligste problemstillinger var forholdet til Kina og Indien, regimerne i Nordkorea og Myanmar og en genoplivning af relationerne til ASEAN-landene, som var blevet forsømt under Bush-adminsitartionen.

Men i september blev LDP sparket ud af regeringskontorerne efter en jordskredssejr til Hatoyamas oppositionsparti DPJ. To spritnye administrationer i Washington og Tokyo var mere end forholdet kunne bære.
Det stod isnende klar da Obama lagde vejene forbi Japan under rundturen i Asien i november. Hatoyama havde lagt op til at 2006-aftalen skulle genforhandles. Men i et akut anfald af mere end almindelig diplomatisk tonedøvhed insisterede Obama i fuld offentlighed på, at USAs forhold til Japan i forhold til baserne hviler urokkeligt på 2006-aftalen.

Derfra er presset taget til og relationerne langsomt forværret. Japan har – i overenestemmelse med et af Hatoyamas valgløfter – afbrudt den aktive deltagelse i krigen i Afghanistan. Her bidrog den japanske flåde med brændstofforsyninger i Det Indiske Ocean.

På den politiske hjemmefront tales højere og højere om en ”normalisering” af Japans internationale status og dermed forholdet til USA. I sin yderste konsekvens bruges normaliserings-begrebet om et Japan med et selvstændigt ansvar for egen sikkerhed.

Bevægelsen har samlet styrke, men er ikke entydig. Det gamle establishment i LDP beskylder Hatoyama og hans regering for ikke at have forstand på sikkerhedspolitik og fremhæver en alliance, som har været garant for Japans sikkerhed i mere end et halvt århundrede. På samme side men fra en lidt anden vinkel står den del af befolkningen, der hylder Japans pacifistiske lovgivning og ikke ønsker at nationenen igen får sit eget militære magtapparat.

En del af en skøbeligheden i samarbejedet er, at det ikke hviler på et integreret insititutionelt grundlag – som for eksempel NATO. De cirka 60.000 amerikanske soldater i Japan er en del af de amerikanske styrker og Japans militær ligger under Japan Selfdefense Forces (SDF). Trods flere forsøg og mange hensigtserklæringer er det aldrig lykkedes at skabe en integreret kommandostruktur.

Politisk underbygges kløften af det amerikanske fokus på at forstærke og udbygge forholdet til Kina. Det skaber usikkerhed om hvor de amerikanske proriteringer ligger i en krisesituation for eksempel omkring Taiwan.
Hatoyama har flere gange lovet, at der vil komme en endegyldig løsning på problemet. Senest efter chokvalget i Nago har han forsikret USA om, at flytningen til Nago stadig er ”en mulighed”, at regeringen ”energisk” arbejder med spørgsmålet, at den vil undersøge alle muligheder og at den vil komme med en konklussion med udgangen af maj.

Med den melding har han købt sig lidt tid til at afstikke en ny og blødere kurs. Men japan har brug for Washiongtons aktive støtte og den har hidtil været ikke-eksisterende. For eksempel er forsigtige følere om at flytte Futenma til Guam blevet skudt ned af regeringstalsmænd og politikere på Guam, som erklærer at øen ikke er stor nok til at rumme flere militære faciliteter end den har i forvejen.

Men det står klart, at Japan er midt i et politisk holdningsskifte i forhold til USA, reflekteret i base-spørgsmålet. Det har længe været undervejs under overfladen. Nu er det kommet ud på åbent vand.
Som når avisen Mainichi Shimbun fastslår, at det ikke kun handler om baserne men også om Japan overhovedet har brug for USA som sikkerhedsgarant. Eller når en af Hatoyama-regeringens tunge drenge, chef-kabinetssekretær Hirofumi Hirano, fastslår at regeringen vil ”vaske tavlen ren” før den tager sin beslutning. Den udtalelse står i skarp kontrast til Obamas krav om at forholdet skal baseres på regeringsaftalen fra 2006-aftalen.

Article type: